Krydsfiner har fremragende skrue-holdeevne, høj styrke og er kendetegnet ved sin robusthed, lydabsorbering og varmeisolering. Det har også et lavt fugtindhold (mellem 10% og 13%), er let at behandle og har det bredeste anvendelsesområde.
Krydsfiner er mere stabilt end massivt træ, men det er modtageligt for fugtskader. Derfor bør dens brug undgås i køkkener og badeværelser under byggeriet.
Krydsfinerforarbejdningsmetoder omfatter maskinsplejsning og håndsplejsning. Håndsplejsning involverer manuelt at indsætte træstrimler i krydsfiner. Træstrimlerne oplever mindre trykkraft, hvilket resulterer i ujævn splejsning, store mellemrum og dårlig søm-holdeevne. Det kan ikke saves og er kun egnet til visse delprojekter i dekoration, såsom underlag til massivt trægulv. Maskinsplejsning oplever på den anden side større trykkraft, hvilket resulterer i minimale mellemrum, jævn splejsning, jævn belastnings-bærende kapacitet og en kompakt struktur, der er mindre tilbøjelig til at blive deformeret ved lang-brug.
På grund af materialeforskelle varierer kvaliteten. Krydsfiner er klassificeret i "overlegen kvalitet", "første klasse" og "kvalificeret kvalitet" baseret på kvaliteten af materialet og overfladefinerens tekstur. Nogle virksomheder mærker deres tavler som Grade A, Double A eller Triple A, men dette er blot en forretningspraksis og overholder ikke nationale standarder; sådan mærkning er ikke længere tilladt på markedet.
Der er mange typer træ, der bruges til krydsfiner, såsom poppel, birk, fyr og paulownia. Blandt dem regnes poppel og birk som de bedste, da de er tætte, hverken for bløde eller for hårde, har stærk negleholdende kraft og ikke let deformeres. Paulownia, på den anden side, er meget let og blød, absorberer meget fugt, har dårlig negle-holdeevne og er svær at tørre. Brædder lavet af paulownia er tilbøjelige til at revne og vride sig, når fugten fordamper under brug. Fyr, som er hårdt, er vanskeligt at presse, har dårlig splejsningsstruktur, dårlig søm-holdeevne og en høj deformationskoefficient.